Nyt fra biblioteket

Bibliotekets adventskalender: 3. søndag

Af Michael Bach

Tags

Viden

Bibliotekets adventskalender: 3. søndag

Frederiksberg Hovedbibliotek kunne tidligere i år fejre 90-års jubilæum. Vi har derfor valgt i år at lave en historisk adventskalender.

Bibliotekar Michael Bach, der har arbejdet her i 30 år, har fremfundet fire skatte fra bibliotekets fortid og fortæller henover de fire søndage i advent historien bag disse skatte.

Denne søndag er det fortællingen om en skrivepult, som tilhørte en af de vigtigste personer i bibliotekets historie:
Stadsbibliotekar Georg Krogh-Jensen - manden bag etableringen af Hovedbiblioteket.

Sort/hvid billede fra 1935 af Frederiksberg hovedbibliotek tilføjet julegrafik.
Foto: Biblioteket Frederiksberg

Krogh-Jensens skrivepult

På loftet står en gammel skrivepult, der stammer fra Hovedbibliotekets ældste tid. Vi ved at den oprindeligt stod i stadsbibliotekar Krogh-Jensens kontor, men nu passer nisserne på loftet godt på den.

Georg Krogh-Jensen var oprindelig læreruddannet, men ville mere og tog i hurtig rækkefølge eksamen på biblioteksskolen og fik en doktorgrad i pædagogik på et tysk universitetet. Han blev ansat ved Frederiksberg Bibliotek i 1924 og blev fem år senere udpeget til bibliotekets daglige leder.

Fra 1932 deltog han i udformningen og indretningen af det nye hovedbibliotek, der stod færdigt i 1935, hvor han samtidig blev udnævnt til stadsbibliotekar. Han gik på pension i 1953.

En gammel skrivepult på et bibliotek
Foto: Biblioteket Frederiksberg
Billedet viser en gammel skrivepult med stempler og gamle papirer på
Foto: Biblioteket Frederiksberg

I 1947 blev den 24-årige Poul Steenstrup antaget som bibliotekarelev på Frederiksberg Hovedbibliotek. Fyrre år senere skrev han forordet til en bog om Krogh-Jensen, som biblioteket udgav. Heri skildrede han den unge elevs møde med stadsbibliotekaren på dennes kontor:

”Indtrykket af overvældende, blytung magtfuldkommenhed gjorde os spage, når vi engang imellem blev kaldt til samtale på chefkontoret med de høje sølvbelagte dørkarme og de sart blå vægge. Stolen man blev placeret i var alt for stor, så man klamrede sig til stolens forkant – at række armene ud til armlænene ville dels have været en forvorpenhed og dels have fremkaldt et komisk syn.

Og man fik tid til at betænke sin situation, for der var pauser i samtalen, pauser man ikke selv formastede sig til at bryde. De veloverlagte, stadsbibliotekariske bemærkninger gjorde ekstra indtryk ved de lange ophold, men det var indtrykket, ikke indholdet af budskabet, der bed sig fast.

Mangt et ungt menneske er kommet fortumlet ud fra chefkontoret ude af stand til at redegøre for, hvad der egentlig var sket, men med en forskrækket undren over at have været vidne til et kosmisk fænomen, hvis natur unddrog sig menneskelige forsøg på forklaring."

Sort hvidt portræt af stadsbibliotekar Krogh-Jensen på sit kontor
Foto: Frederiksberg Stadsarkiv

"Store mænd bliver til myter. Krogh-Jensen var det i levende live, og selv om det billede, vi elever havde af ham, var i frøperspektiv, så adskilte det sig nok ikke i sine grundtræk fra det billede den store bibliotekarverden havde – eller havde besluttet sig til at have. Han udstrålede en sådan styrke, at hans særlige facon måtte gøres endnu mere speciel i hans omdømme.

Respekten var der naturligvis, respekten og beundringen for den mand der havde skabt den dengang verdensberømte biblioteksbygning, for den mand der havde afvist alle halve løsningsforslag og havde foretrukket at blive i barakken til den rigtige løsning blev mulig – tigerspringet, som han kaldte det. 

Men hans person kaldte på myterne, skønt mange må have vidst, at karakteristikken af ham som den inkarnerede højtidelighed var så mangelfuld, at den blev usand”.


God 3. søndag i Advent!