Bibliotekets adventskalender: 1. søndag
Af Michael Bach
Skiltet fra den gamle biblioteksbarak
Frederiksberg Hovedbibliotek kunne tidligere i år fejre 90-års jubilæum. Vi har derfor valgt i år at lave en historisk adventskalender.
Bibliotekar Michael Bach, der har arbejdet her i 30 år, har fremfundet fire skatte fra bibliotekets fortid og fortæller henover de næste fire søndage historien bag disse skatte.
Denne søndag er det fortællingen om et skilt, der sad på en træbarak, som i en periode udgjorde Biblioteket Frederiksberg!
Træskiltet fra Barakbiblioteket
Før Hovedbiblioteket stod færdigt i 1935 måtte lånere og personale i mange år klemme sig sammen i den gamle træbarak på Jernbanestien mellem Howitzvej og Solbjergvej. Fra oprettelsen i 1887 lå biblioteket i skolen på Howitzvej, men flyttede i 1914 til det tidligere hospital længere oppe ad Howitzvej, hvor nu brandstationen ligger.
Men det blev af kort varighed, for fem år senere måtte biblioteket tage til takke med en træbarak i nærheden, og måtte oven i købet i de første år dele de 400 kvadratmeter med kommunens huslejenævn. Men efterhånden overtog biblioteket hele barakken og indrettede sig herefter, så godt det lod sig gøre.
Det var småt, men det var også hyggeligt med viftepalmer, græske figurer og en globus, som vi kan se på de gamle sort-hvide fotografier. Biblioteket var altid velbesøgt, og endnu for 25 år siden kunne vi stadig møde lånere, der fortalte os, at de som børn og unge havde lånt bøger i barakken.
Fra barakbiblioteket har vi bevaret et kartotekskab og skiltet, der hang uden for døren og meddelte åbningstiderne. Læsesalen havde normalt åben til kl. 22, men ikke om sommeren. Så skruede man et lille porcelænsskilt på med de kortere åbningstider.