Bogens fortæller er sønnen, der forsøger at forstå sin nu afdøde far gennem efterladte breve, tegninger og billeder. Men hovedpersonen er fortællerens far, der af sin autoritære far, omtalt som Dommeren, sendes bort fra hjemmet til plejefamilier og kostskoler.

Gennem den tidligste barndom er han dog med sine forældre i Egypten, idet Dommeren bestrider en stor stilling i Alexandria. Her hjemmeskoles han af sin mor, den depressive Ellen, og de to har ingen kontakt med andre mennesker. De er langt fra hjemmet i Norge og har ingen venner eller familie i Egypten.  Her starter ensomheden, og den fortsætter hele bogen igennem. 

Som 12-årig sendes faren til Norge for at gå i skole, mod sin og Ellens vilje. Han føler sig forladt og ensom og savner sine forældre. Han får ingen relationer til de andre børn. Han har aldrig været sammen med jævnaldrende så de opfatter ham som lidt af en særling. Ensomheden fortsætter altså. Romanen bevæger sig over flere årtier og kontinenter og er også uløseligt forbundet med både krigshistorien og kolonihistorien.

100 års ensomhed

Selvom handlingen primært beskæftiger sig med fortællerens far, får vi faktisk historien om flere generationers fædre. Persongalleriet er således: Fortælleren, som nu er midaldrende og søn af den far, det meste handler om, og som selv er søn af den far, der går under det frygtindgydende navn Dommeren, som havde en far, der var major.

Vi hører primært om fortællerens far, men i erindringsglimt får vi historier om de andre fædre. Romanen spænder fra 1920’erne frem til nutiden - så godt og vel 100 års ensomhed er det der er bogens tema, idet alle fædrene i bogen er meget fraværende. 

Der er en vemodig, dyster stemning igennem hele bogen, som man ikke kan undgå at blive grebet af. 

Et hjerteskærende eksempel på det ensomme liv faderen lever får vi i dette uddrag hvor han er 13 år: 

”En vinterformiddag lægger han sig i en snedrive ved siden af læskuret, med ansigtet nedad og så stille han kan. Nogen vil komme hen til ham for at se om han er i live. Nogen vil spørge hvad han foretager sig. Og så kan han vende sig om der i sneen og smile før han svarer noget morsomt han endnu ikke har udtænkt, og så vil det være gjort. Noget vil blive sat i gang som involverer ham, som kræver hans medvirken!….” 

Men der kommer ingen. 
Sneen brænder mod ansigtet og til sidst må han rejse sig og børste sneen af sig og gå. Det er så trist at det næsten ikke er til at bære, men samtidig er Niels Fredrik Dahl så god til beskrivelser, stemninger og billeder at man alligevel læser videre. Der er en melankoli som man overvældes af. 

Fars ryg er en utrolig og usædvanlig læseoplevelse og det er fuldt fortjent at bogen vandt Nordisk Råds litteraturpris 2024.